Dåb i Trængstrup lørdag den 27. juni 2015

Ritual:

ringning

præludium

salme

tale

dåb

salme

kollekt velsignelse

salme

postludium

I Mattæus evangeliet kap 3, v. 13 – 17 berettes der om Jesu egen dåb af Johannes:

Derefter kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at døbes af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: ”Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!” Da svarede Jesus og sagde til ham: ”Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!” Så giver Johannes efter. Men da Jesus er blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ”Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.”

Jesus bliver døbt af Johannes, hans slægtning, som er en profet fra den gamle verden, fra ørkenen, og Jesu forløber. Ham der råber som ”en røst i ørkenen” om den nye tid, der vil komme med Jesus. Derfor vil han ikke døbe Jesus, men vil døbes af ham som den nye tids Messias. Men Jesus vender Johannes' tanke om sig selv og Jesus på hovedet og vil døbes ind i den gamle verdens sammenhæng ”thi således bør vi opfylde, hvad ret er!” Dvs. at Jesus ikke tager afsked med den gamle verden, men bliver døbt ind i den.

Han forener den gamle verden med den nye. Han vender ikke den gamle verden ryggen, men går ind i den, påtager sig den gamle verden, og hvad sker der? Den nye verden åbner sig!

”Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og der lød en røst fra Himlene, som sagde: ”Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.”

Det, der er sket i Jesu dåb, og som sker ved alle senere dåb i kristendommen, er udvirket af Helligånden, duen, røsten fra Himlene, med budskabet om at

”Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.”

Det er kærlighedsbudskabet, der forkyndes i dåben. Ikke bare ”Denne min Søn, den elskede”, som røsten siger fra Himlene om Jesus, men alle mennesker er hans sønner og døtre. Og ikke bare i Jesus ”har jeg velbehag.”, men i alle mennesker.

Johannes' røst fra ørkenen, som er et billede på afsavn og lidelse, og Åndens røst fra Himlene lyder nu samtidig. Kærlighedsbudskabet lyder ind i det menneskeliv, som vi alle lever med hver vores vanskeligheder og modsætninger. Det modsætningsfyldte liv bliver ikke ophævet ved dåbens kærlighedsbud, men livet bliver genfødt af at være elsket af Gud. Vi er Guds børn samtidig med, at vi er vore forældres børn. Vores tilhørsforhold bliver dobbelt. Ja vores jordiske tilhørsforhold til forældre, til den elskede, til vore børn bliver udvidet i et omfang, som vi kalder for evigheden. Gud er kærlighed og det evige liv, som vi får skænket i dåben og i evangeliets ord, i Guds ord. Vores menneskelige tilhørsforhold bliver ikke ophævet ved Guds ord, men det bliver virkeliggjort ved det. Sådan at vi nu som frie, elskede og velbehagede, dvs. frelste, frisatte mennesker kan leve med hinanden, gavne hinanden og hjælpe hinanden uden anden hensigt end kærlighedens hensigt, som er at give sig selv til den anden, og glemme sig selv i hengivelsen. I ørkenen er der en pligt forbundet med kærlighedens hengivelse. Men i Himlene er der en glæde og en frihed forbundet med hengivelsens kærlighed. Ørkenen kommer ingen uden om, og her er der vilje og modstand, som kan retledes og bøjes. Men i Himlene, som er billede på kærlighedens frihed, kan mennesket leve sit liv i Guds velbehag. Og det liv leves her på jorden, ikke afsondret fra den. Vi skal til stadighed være jorden og hinanden tro. Troen afføder en stærk realitetssans om fundamentet for vores liv: At vi ikke selv har skabt det, men at vi er skabt i Guds billede.

Dåben bliver først virkelig ved Guds ord, ved åndens røst. Dvs. vi skal ikke selv præstere det, der sker i dåben. Det er ikke vores tro, der udvirker dåben, men det er dåben, der udvirker vores tro. Eller vores troskab til livet og hinanden. Dåben hviler ikke på vores store eller mindre store tro, men vores tro, hvor lille den end er, hviler på dåben. Dåben er skænket, lige som troen er skænket. Fri for præstation og hensigt.

Vi holder barnedåb i dag. Og det gør vi normalt her i Danmark. Men hvis der var tale om voksendåb ville der i betydning lige så vel være tale om barnedåb. Fordi dåb og tro er så tæt forbundet. Om lidt hedder det i dåbsritualet:

"Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til. Sandelig siger jeg Eder: den, der ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Det værgeløse barn og den voksne er her stillet lige i forholdet til Gud. Barnets tillid til mor og far er at sammenligne med troens tillid. Den voksnes tro er at sammenligne med barnets tillid.

I dåben bliver der åbnet en dør til vores liv med hinanden her på jorden, som gør ”ørkenen” til ”Himlene”. Den bedste måde at udtrykke dette på er igennem salmernes poetiske sprog. I Danmark er vi salmebogskristne, fordi vi har fået kristentroen ind med salmerne på vores modersmål. De danske salmer har høj poetisk standard og er rigt varierede om, hvad tro, håb og kærlighed er. Derfor skal vi synge for vores børn, både salmer og sange om menneskelivet. Det er den bedste sproglige og menneskelige opdragelse der findes. Det giver barnet – og den voksne – opmærksomhed over for, hvad livet rummer af rigdom og glæde. Derfor er dåben en glædelig begivenhed, som åbner døren ind til det nyfødte barns liv for Jer forældre og for det kommende glædelige liv, der venter på Jer sammen med hinanden i fremtiden.

Om dette liv vil jeg slutte af med at læse et stykke af Paulus,1. Korintherbrev kap. 13, som kaldes for Kærlighedens Højsang:

Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klinkende bjælde.

Og have jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.

Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, d gavnede det mig intet.

Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke,

gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag,

glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden;

den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde;

thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde.

Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn,dømte jeg som et barn; efter t jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.

Nu ser vi jo i et spejl, i e gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kenderjeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, lige som jeg jo selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.