Ole Becks tale ved Helge Noe-Nygaard's begravelse.

Helge Noe-Nygaard - Trængstrup Kirke mandag den 17. november 2008, kl. 12,00

46 – 167 – 378 – 367 / 682, 3 – 5

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Amen

Her ved Helge Noe-Nygaards jordefærd vil vi lægge os to forudsætninger for hans gerning som præst og menneske på sinde:

1. Mosebog, 12, 1 – 2:

Herren sagde til Abraham:

"Drag ud fra mit land,

fra din slægt og din faders hus

til det land, jeg vil vise dig.

Så vil jeg gøre dig til et stort folk,

og jeg vil velsigne dig

og gøre dit navn stort,

og vær en velsignelse!"

Mattæus, kap. 28, 18 – 20:

Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde:

"Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.

Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple,

idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!

Om Herrens bud til Abraham sagde Helge Noe-Nygaard i sin tale ved min indsættelse her i kirken for 24 år siden:

"Det handler ikke om kristendom, men om at leve et menneskeliv for Guds ansigt i lytten og tro.

Der var noget, Abraham måtte forlade, en tryg og gammelkendt verden blev revet fra ham, en verden, hvor alt lå fast – han måtte ud at leve sit eget liv, på første hånd, vove tilliden, vove kærligheden, selv løbe risikoen, overfor et stort, herligt, farligt, uoverkommeligt liv.

Men hvordan kan Gud dog finde på at sige til Abraham: "Vær en velsignelse!" Det giver jo ingen mening. Den befaling kan intet menneske opfylde.

Nej, netop derfor er ordet så vidunderligt, for det er jo forjættelse. Det betyder, at Gud har noget for med Abraham i befalingen. Som han har noget for med ethvert menneske, der lytter efter hans befaling."

Om den ny pagts bud sagde han:

"Der skal ved denne lejlighed siges et par ord om det at være præst. Det har til den ene side noget at gøre med et kald fra nogle mennesker og til den anden med en befaling om at gå bud. ----

Befalingen holdt én fast. Det var i den, frimodigheden var. ---

Præstegerningen er jo kun mulig i troen på, at der er en anden, som er til stede og gør sin gerning iblandt os, når vi mødes på hans ord – at han har noget for med os i sin befaling, noget for med præst og med menighed.

Præstens opgave er at gå til hånde i menigheden med forkyndelse, med dåb og nadver, at lægge mund til fælles ord. --- Hvad der kommer ud af det, råder vi ikke for. --- Nej, troede du, at du magtede det, ville du stå Vor Herre i vejen.

Slægt, venner, kolleger, menighed vil genkende Helge Noe-Nygaard i disse ord. Uden besmykkende falbelader er det stramme og nøgterne ord, der dækker over hans forståelse af menneskeliv og kristenliv. Og et godt rygstød for mig som nybegynder dengang her i menigheden, der i hans forståelse fandt genklang i min egen tilgang til præstegerningen, formidlet gennem andre mennesker. At en præst er menighed før han er præst og i øvrigt et almindeligt menneske uden særlige religiøse forudsætninger. Jeg fandt genklang og forståelse på trods af vore personlige forskelle, fordi hans ord var reelle, som han personligt var reel. Hans ord og hans person dækkede ikke over noget, men ordene lagde livet blot som han personligt lagde sit liv blot.

At han fremhævede vanskelighederne, det uoverkommelige og nederlagene i sin præstegerning og som menneske syntes jeg derimod var urimeligt. Han tog det for tungt. I de anførte citater har jeg derfor udeladt disse personlige kendetegn. Men det lader sig jo i virkeligheden ikke gøre, for hører man ordene eller læser dem, hører man også ham selv. Jeg har dog udeladt dem alligevel, for det var ikke vanskelighederne, uoverkommelighederne og nederlagene, der var indholdet i hans ord. Det var derimod befrielsen fra dem, der lå ham på sinde, og jeg hører denne trang til og længsel efter befrielse igennem hans måde at fremføre dem på. At han – også han, som skulle lytte, vove og gå bud – selv havde brug for hjælp hos mennesker og hos Gud til denne det sande livs frisættelse. Der var intet selvhævdende i hans ord eller i hans person. Der var det modsatte. Man kan jo gøre kontraprøven og forestille sig Helge som en ha-stemt, ordgydende og skrydende grundtvigianer. Dén går ikke, tanken er umulig. Det var ikke på dén måde, han var grundtvigianer. Han var ingen støjsender, men hjalp alvoren og samværet på gled med den stille bemærkning og det underfundige smil.

Han fik hjælp. Hos Ingeborg og hos børnene. Og i gudstjenesten og menigheden. Det kan ikke afgøres, hvad der var vigtigst for ham, lige som det ikke kan afgøres, hvad der er vigtigst af de to indledende citater fra den gamle og den ny pagt. Hans fornemmelse for det folkelige og hans sans for det sprogligt ægte i gudstjenesten lå ikke i det udvendigt floromvundne, men i den stilfærdigt lyttende opmærksomhed. Den lå i forståelsen og i respekten og i tilliden til menigmands sunde dømmekraft. Og den lå i de gamles salmedigteres sproglige slidstyrke. Hér var han ægte grundtvigianer. Han vægtede ligeligt mellem det menneskelige og det kristelige. Men heller ikke her undgik han nederlag og skuffelser over holdninger, som var ham inderligt imod. Alligevel var han taknemmelig for at høre til i folket og i menigheden, i denne konkrete menighed her i Himmerland og i dette konkrete folk, det danske. Ingen af delene ville han for noget i verden undvære. Uden at søge idyllen eller harmonien bestod hans bestræbelse i at komme til bunds, at få fast grund under sig.

Jeg vil lade Helge selv komme til orde igen. I sin afskedsprædiken den 30. januar 1983 over Matt. 20, 1 – 16, arbejderne i vingården, sagde han:

"Der er kun ét sted, hvor livet har sin fulde dybde og virkelighed, og det er kærlighedens land. Ordet er misbrugt, vi kan bruge andre ord: fællesskab, ansvar. Det drejer sig om, at liv er samliv, ikke en enkeltmandsaffære, at livet er en forviklethed med andre mennesker, et sted, hvor jeg lever af gaver, hvor jeg skylder det hele væk. Hvor jeg må vove tilliden uden nogen sikkerhed, hvor jeg er taget i tjeneste, for jeg er ikke min egen, jeg er sat ind i en sammenhæng.

Men vi mennesker er bange for det åbne, for virkeligheden, så stor, så varm, så risikabel og uoverkommelig den er. Derfor har mennesker til alle tider prøvet at få tilværelsen sat på regler, få den gjort overkommelig, få den gjort til besiddelse og rettighed.

-------------------

Menneskers onde øjne har altid haft svært ved at finde sig i, at Gud er god og har giversind over for uværdige.

Jeg har lyst til til sidst at nævne en historie fra forsamlingsbevægelsens tid i forrige århundrede. En af de vakte i Østjylland var en ålekræmmer, som hed Søren Narskov. Han gik med stunthoser, dvs. strømper uden fodsål. En ven spurgte ham, hvordan han kunne holde det ud. Jo, sagde Søren Narskov, det er med stunthoser som med nåden. Jo mer du slider på fodsålerne, jo tykkere bliver de, men strømpesåler og træskobunde bliver tyndere og tyndere. Sådan er det også med Guds rige, nåden bliver tykkere og større, jo mere du slider på den – men fromheden og nådegaverne bliver tyndere og tyndere.

------------------------

Jo ældre vi bliver, jo mer´ mærker vi, hvor tyndslidt fromheden og nådegaverne og rigtigheden og alt vort eget bliver. Nederlagene bliver fler´og fler´, tager til sidst det hele.

----------------

Gud hjælpe os, at vi dér midt i hjælpeløsheden må få lov at høre livets ord – til små grå hverdagsmennesker – glædesbudskabet til de sejrløse."

Jeg vil slutte som jeg begyndte, med at læse et stykke fra den gamle pagt og et stykke fra den ny:

1. Mosebog, 27 – 28:

Og Gud skabte Mennesket i sit billede;

I Guds billede skabte han det,

som mand og kvinde skabte han dem;

og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem:

"Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden –"

Denne velsignelse er grundlaget for enhver følgende velsignelse.

1. Korintherbrev, kap. 13:

Talte jeg end med menneskers og engles tunger,

men ikke havde kærlighed,

da var jeg et rungende malm og en klingende bjælde.

Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder

og sad inde med al kundskab,

og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge,

men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.

Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige

og gav mit legeme hen til at brændes,

men ikke havde kærlighed,

da gavnede det mig intet.

Kærligheden er langmodig,

kærligheden er mild;

den misunder ikke;

kærligheden praler ikke, opblæses ikke,

gør intet usømmeligt,

søger ikke sit eget,

lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag,

glæder sig ikke over uretten,

men glæder sig over sandheden;

den tåler alt, tror alt, udholder alt.

Kærligheden ophører aldrig,

men hvad enten det er profetiske gaver,

de skal engang forsvinde,

eller tungetale, den skal forstumme,

eller kundskab, den skal forsvinde;

thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi,

men når det fuldkomne kommer,

skal det stykkevise forsvinde.

Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn,

tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn;

efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.

Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde,

men da skal vi se ansigt til ansigt;

nu kender jeg stykkevis,

men da skal jeg kende fuldt ud,

ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed

disse tre;

men størst af dem er kærligheden.

Mangfoldigheden og enkelheden er til stede, hvor mennesket modtager livet og lever det, som det er skabt til at leve. Dertil skal vi alle have hjælp af Gud og mennesker, vor egen magt ej hjælpe kan. Gud i vold. Amen

Ole Beck