Pinsedag 2009

 

Pinsedag 2009

 

"…Så stå nu op, og lad os gå herfra"

Det er kirkens fødselsdag i dag. Hvis ikke det havde været for Helligåndens komme til jorden havde der ikke været nogen kirke. Hvordan fejrer vi en fødselsdag? Med en fest, hvor vi inviterer venner og bekendte, naboer og familie for at samles til en glædelig begivenhed. Anledningen til festen er fødselsdagen. Men årsagen er ikke personen selv. Når alt kommer til alt er årsagen større og vigtigere end en person, som ikke er sit eget formål. På samme måde med kirkens fødselsdag. Det er ikke kirken selv, vi fejrer, men det er noget andet og vigtigere. Det er Helligåndens komme, som kirken peger på: bort fra sig selv. Kirkens fødselsdag er kun anledningen, ikke årsagen til at holde fest. Altså peges der ikke på kirken her ved dens fødselsdag, men der peges ud i livet, hvor Helligånden virker. For det gør den så langt fra kun i kirken. Som det siges til slut i dagens evangelium ".. så stå nu op, lad os gå herfra." Kirken er ikke sit eget formål.

 

Enhver gudstjeneste ender i princippet på den måde "..lad os gå herfra", ud i livet, der hvor vi hører hjemme hver især. Det vil jeg godt fortælle en historie om fra det virkelige liv. Og nårman skal fortælle en sådan historie er det jo bedst, at man selv har deltaget i den. Jeg var for første gang i mit liv deltager i et kursus på Præstehøjskolen i Løgumkloster. Jeg kan deltage på lige fod med præster i Folkekirken, så hvorfor jeg ikke har deltaget før, kan jeg ikke forklare.

 

I stedet har jeg deltaget i andre teologiske møder, hvor man skulle betale selv. Nu var jeg så blevet opfordret til at deltage sammen med provstiets øvrige præster på Præstehøjskolen. Det hedder nu TPC, Teologisk Pædagogisk Center, i stedet for det gamle navn. Det er let at oversætte til engelsk, på samme måde som man nu kalder Handelshøjskolen i København for CBS, Copenhagen Business School, Landbohøjskolen på Frederiksberg for Life Science, Campus Frederiksberg, og andre højere læreanstalter har fået engelske navne for at fremme globaliseringen og udvide horisonten. Så jeg tog til Sønderjylland for at udvide min horisont.

 

Jeg fik ikke så meget eksakt lærdom, men jeg fik så meget andet. Personligt kendskab til kolleger og teologiske drøftelser ud fra vidt forskellige holdninger og udgangspunkter. Hvilket jo netop drejer sig om "så meget andet". Selv stillede jeg på et tidspunkt mine kolleger en gåde, som jeg havde hørt på et møde for højskolefolk, om hvad forskellen er mellem "livslang læring" og "folkelig oplysning". Tilsyneladende er der jo ingen forskel mellem de to udtryk. Ingen kunne løse gåden, hverken på højskolemødet eller på TPC. Debatten på højskolemødet drejede sig om, hvilken kompetence højskolen skulle give sine elever, formel eksamenskompetence rettet mod erhvervslivet, eller eksamensfri livsoplysning, som man altid havde gjort. Jo, sagde manden, der kendte svaret, ved livslang læring bliver du, selv om du er voksen, betragtet som et barn, du betragter dig selv som et barn, og du betragter andre som børn, der altid er oppe til eksamen. Egen karriere og dokumenteret kompetence bliver formålet med livet. Men ved folkelig oplysning bliver du fra begyndelsen betragtet som voksen, du betragter dig selv som voksen, og du betragter andre som voksne, uanset alder. Man dannes som voksen, og man er ikke sit eget formål, men retter opmærksomheden mod andre eller den anden. Forskellen ligger altså i det bagvedliggende menneskesyn, og i at menneskelige relationer forandrer sig med de udtryk, man giver dem.

 

Ved kursets afslutning blev vi stillet en opgave, som jeg havde svært ved at løse. Opgaven lød "Hvad brænder du for som præst", hvilket også var mødets tema. Jeg havde ventet et foredrag under dette punkt, men skulle nu selv på banen. Svaret skulle afleveres i form af en tegning på et heraldisk skjold. Jeg blev ramt lige ned midt i et barndomstraume. Jeg er fra barnsben blevet vaccineret mod alt, hvad der minder om aktivisme og slagord. Og jeg kan ikke tegne. Som barn og siden hen har jeg altid undslået jeg mig for at klippe/klistre og tegne. Jeg kan derfor kun se på, vurdere og fornøje mig over andres talent på det kunstneriske område uden selv at kunne praktisere det. Men der var ingen vej udenom: Tegn, hvad du brænder for som præst.

 

Jeg valgte at dele skjoldet op i to felter, hvor jeg tegnede hvad en gudstjeneste er og hvad et folkeligt liv er. Tegningen skulle bedømmes efter dens sværhedsgrad og ikke efter dens æstetiske værdi, fik vi – heldigvis - at vide. Jeg fravalgte farverne for at tegne en sort/hvid skitse. Gudstjenesten tegnede jeg med symboler på dåb og nadver, det levende ord, salmer og musik og at den foregår i menighedens midte.

 

Det folkelige liv tegnede jeg med symboler på familieliv og offentlighed med debat, poesi, kunst, musik, arkitektur og mødevirksomhed blandt de samme mennesker, som var til gudstjeneste. Jeg ligestillede altså de to felter, som begge havde veje ind og veje ud i form af oplysning, informationer, historie, besøg, sorg og glæde. Ligesom der var en vej mellem de to felter som udtryk for en levende vekselvirkning mellem dem. Det kristelige og det folkelige var hinandens forudsætning som udtryk for, at ingen af delene kan isolere sig og blive sit eget formål.

 

Tegningen blev ikke god og den blev da heller ikke gemt som dokumentation for mit udbytte af kurset eller min nyvundne og opgraderede kompetence. Nogle af de andres tegninger var efter min mening for kirkecentrerede. Men vores tegninger dannede udgangspunkter for udveksling af holdninger og teologiske problemstillinger og henviste til "så meget andet" end det kirkelige. Det er der en evangelisk pointe i, lige som der er en folkelig pointe i forskellen mellem at fastholde hinanden i "livslang læring", så selv pensionister lader sig eksaminere, og at danne vores samliv ved "folkelig oplysning", så selv børn kan finde ud af det og ind i livets kringelkroge.

 

Forskellen ligger i generøsiteten. Livet er givet os frit og åbent tilgængeligt. Fri for omklamring af hensigter, hvad enten de er kirkelige eller ideologiske. Denne generøsitet kan ikke bindes op på klamme hensigter. Livet hænger sammen og kan ikke skilles fra hinanden i veldefinerede kompetencefelter. Opmærksomheden skal rettes mod sammenhængen, mod samlivet med andre og mod den anden. Det forkyndes i kirken. Det er kirkens eksistensberettigelse: at den peger ud mod det liv, der udfoldes i den folkelige sammenhæng, der hvor vi hver især har vores opgaver. Derfor "...så stå nu op, og lad os gå herfra.".

 

Ole Beck

© Farsø-Trængstrup frimenighed 2017 Trængstrupvej 100, 9541 Suldrup