Tid og sted: Søndag d. 6. oktober 2019 umiddelbart efter Gudstjenesten kl. 14:00 i forsamlingshuset ved Trængstrup Kirke. Rasmus Jensen vil også stå for dagens prædiken.
Der serveres kaffe og kage inden foredraget.
Foredrag om Brødrene Skovgaard og den grundtvigske arv
Brødrene Joakim og Niels Skovgaard er en væsentlig del af dansk kunsthistorie. Det skyldes ikke mindst, at deres malerkunst og formgivning forenede datidens internationalt orienterede kunstscene i København med en national forankring og grundtvigsk kristendomsforståelse. Et tidligt og gennemført eksempel på denne kunstneriske forening finder man i Immanuelskirken på Frederiksberg. Immanuelskirken blev indviet i 1893 som kirke for Københavns Valgmenighed, og brødrene Skovgaard blev som medlemmer af menigheden tidligt engageret i arbejdet med kirkebyggeriet. Dermed er kirken en kilde til at forstå, hvordan Skovgaard-brødrene og Københavns Valgmenighed satte Grundtvigs tanker og teologi ind i deres egen tid. Foredraget vil vise billeder af Immanuelskirken og pege på, hvordan dens kunst og arkitektur formidler en grundtvigsk kristendomsforståelse, hvor flere af motiverne synes at være hentet fra Grundtvigs salmer.